Lørdag den 4 marts deltog 5 af Giraffens juniorer ved Danmarksmesterskabet i ruteklatring. Og på trods af at vi stadig er en lille og forholdsvis nystartet klub opnåede alle klatrerne super gode resultater.
Jesper som var vores yngste deltager toppede i fin stil sine kvalifikationsruter. På semifinaleruten så det længe ud til at Jesper’s begrænsede rækkevidde skulle slå ham ud af konkurrencen. Han kom til rutens crux og gik i stå da der var rigtig rigtig langt til næste gode håndgreb. I 4 -5 minutter kæmpede han for at finde en løsning på problemet og der blev råbt grundigt igennem fra tilskuerne (undertegnede var temmelig hæs bagefter). Et brøl brød løs fra hallen da Jesper endelig fandt sin løsning og kom videre. Resten af ruten klarede han som var det ren træning. Finaleruten var et meget svært slab med temmelig små greb og lidt brugbart struktur. Her gjaldt det virkeligt om at være opfindsom ….. og det er Jesper! Efter et par minutter på ruten, uden dog at toppe den, stod Jesper som vinder af Danmarksmesterskabet for drenge årgang 1997-1998.
Ann-Sofie og Cecilie (årgang 1995-1996) toppede begge de første kvalifikationsruter. I semifinalen var ruten bygget i et hjørne af hallen og for at klatre den skulle man bridge en del. Selv om det ikke er de bevægelser vi har så mange af i Giraffen så klarede de to piger det flot og havde ikke de store problemer med at toppe ruten. Det var der desværre heller ikke så mange andre der havde. Men med 3 toppede ruter gik Ann-sofie og Cecilie begge i finalen. Her havde rutebyggerne skruet bissen på. De fleste fik problemer ret tidligt på ruten men både Ann-Sofie og Cecilie klarede sig forbi de første svære bevægelser. Da finalen var slut var vi meget spændte på hvad anstrengelserne rakte til. Glæden var stor da resultatet kom og vi fik at vide at Ann-Sofie fik en 5 plads og Cecilie røg op på medaljeskamlens næsthøjeste trin.
Maria (årgang1993-1994) havde alle odds imod sig ved dette års Dm. Det viste sig nemlig at hun skulle føre ruterne og ikke klatre topreb som vi først troede. Dette fik vi først at vide nogle få uger inden Dm. På trods af at der blev lagt mange anstrengelser i at træne indklipning, vidste vi at Maria ville få det svært. Det viste sig dog at hun klarede kvalifikationsruterne langt over forventet. Det var kun sort uheld at der kun gik 6 med til finalen. Maria blev nummer 7. En super præstation i et felt af klatrere der var ekstremt gode. Godt gået!
Bina (årgang 1988-1990) tog med til Dm for at få snuset lidt til konkurrencemiløet. Hun begyndte på klatresporten for kun 6 måneder siden og har gjort bemærkelsesværdige fremskridt på utroligt kort tid. Hendes gode fysik og hurtige indlæring har gjort hende til en rigtig god klatrer. Derfor skulle hun med til Dm for at få lidt erfaring. Hjemmefra vidste vi godt at hun ikke ville få et ben til jorden i en konkurrence hvor de fleste af hende konkurrenter kan klatre fra mange voksenklatrere. Derfor blev glæden da også stor da det viste sig at hun ikke endte på den forventede sidsteplads men ganske flot endte som nummer 5. Hved ved? Om 1 eller 2 år bider Bina nok skeer med de rigtigt gode!
Alt i alt en kæmpe succes for vores lille klub:
1 Guld
1 Sølv
2 femtepladser
1 syvendeplads
Tillykke til alle fem Giraffer med et super flot resultat.
Kim Dannerbo
Formand / Instruktør / Træner / Højtråbende tilskuer.
PS. Billeder fra stævnet i Galleriet


ja…. det var sgu gode tider
Nu er konkurrencen ved at blive lidt hård