Den 24. marts 2007 blev der afholdt Boulder DM for Juniorer i Nykøbing Falsters klatreklub. Fra Giraffen deltog der fem børn:
Kristian Linghartz deltog gruppen 1995-1996. Denne gruppe havde 11 deltagere og da konkurrencen var slut viste det sig at kun en enkelt var bedre end Kristian. Konkurrencen for aldersgruppen 1995-1996 blev afviklet som Total Boulder. Det vil sige at deltagerne gik frit rundt mellem hinanden og havde 1½ time til at klatre de problemer der var stillet til rådighed. Kristian der var eneste “Giraf-dreng” i aldersgruppen gik alene rundt, men formåede at holde hovedet koldt. Han tog problmerne i en rækkefølge der passede ham og vendte fornuftigt tilbage til dem der havde givet ham problemer. Da tiden var gået havde han fået knækket de fleste problemer og sølvmedaljen han fik med hjem kan han godt være stolt af!

Ann-Sofie Egebjerg og Cecilie Dannerbo deltog i gruppen 1995-1996. 15 deltagere var der at kæmpe med i denne gruppe. Ligesom hos drengene på samme alder blev også denne afdeling klatret som Total Boulder. Ann-Sofie og Cecilie der naturligvis kender hinanden godt og desuden klatrer meget ens gik sammen rundt og lagde taktik. Det var lidt forskelligt hvad de fik klatret og i hvor mange forsøg, men da tiden var gået havde de næsten samme resultat. Ann-Sofie endte på en 7. plads og Cecilie på en 5. plads. Rigtigt godt gået.


Monica Thorn og Maria Gjerlufsen deltog i gruppen 1993-1994. Denne gruppe skulle først klatre en kvalifikationsrunde hvorefter de 11 bedste ud af de 21 deltagende gik videre i en finalerunde. Problemerne i den indledende runde var godt skruet op med en tilpas sværhedgrad. Monica som er meget ny i klatresporten vidste på forhånd at hun ville få det svært. Hun deltog først og fremmest for at få en masse vigtig erfaring med hjem. En erfaring hun kan bruge ved fremtidige stævner. Monicas indsats på klatrevæggene var alligevel rigtigt flot og hvis hendes udvikling fortsætter som hidtil glæder vi os til at se hende om et år eller to! Hun fik en flot 17. plads. Maria skulle klatre så godt som nogen side hvis hun skulle have håb om at komme i finalen. Både krop og hoved skulle have en god dag og heldigvis viste det sig at Marias indleden præstation sendte hende videre i finalen på en 11. plads. I finalen var problemerne skruet ekstremt svært op og de fleste fik sig en forskækkelse over sværhedsgraden. Der var meget langt mellem mange af grebene som mest bestod af små pinchgreb og svære slobere. Alligevel lykkedes det Maria at kravle en plads op og ende på en super flot 10. plads.


Som voksen-hjælpere var vi Birgitte, Signe og undertegnede. Birgitte (Kristians mor) var chaufør for Kristian og Monica. Under konkurrencen fungerede hun som “vand-chokolade-guf udbringer”. Signe havde meldt sig til Dommergerningen og trak et tungt læs i mange timer med at dømme utallige håbefulde unger. Undertegnede var aktiv som heppekor, psykologisk støtte og ivrig fotograf.
Kim Dannerbo


8 nyeste kommentarer