Klatreordbog

Denne ordliste er dels “hjemmelavet” dels skrevet med hjælp fra bøgerne:

Klatrevægsklatring af Ole Brudsø/Peter Harremoës/Jakob Hertz
Klatring, en indføring af Turlough Johnston
Klatrehåndbogen af Garth Hattingh.

 

Abseiling: En metode til at stige sikkert ned ad et reb på en kontrolleret måde. Farten kontrolleres af rebets friktion rundt om kroppen eller via en eller anden form for abseil-udstyr.

Abseil-slynge: En slynge, som bruges til at holde abseilrebet. Den anbringes normalt for at gøre det lettere at nedtage rebet ved at trække i det nedefra.

Accessory cord: Tyndt reb (4 til 8 mm i diameter), der bruges til nedfiringsslynger, prusikknuder og lignende.

ACD: (Active Camming Device) . Fjederbelastet beskyttelsesudstyr forsynet med metalkamme, som udvider sig og bider sig hårdere fast i en klippesprække under belastning (se SLCD).

Akklimatisering: Menneskekroppens gradvise tilpasning til den tynde luft i store højder.

Aktivt reb: Den aktive del af rebet er den del, der befinder sig mellem sikringsmanden og klatreren.

Alpin klatring: Klatring som normalt omfatter gletscher eller snevandring, højere bjerge og bestigning af toppe. Alpin bestigning betyder normalt, at klatrerne skal være selvforsynende og bevæge sig hurtigt.

Altimeter: Et barometer, der er kalibreret til at vise højde. Bruges også til at forudsige vejrforhold.

Amfiteater: En stor ”skål” i klippen. Findes normalt i forbindelse med stejle klippesider.

Andenklatrer: Den klatrer som følger efter føreren.

Andenmand: Den der klatrer som nummer to i et reblag. Andenmand er også den, der sikrer førstemand, mens denne leder en reblængde.

Anker: Et punkt, hvor man kan hægte reb eller slynger fast til klippen. Kan være naturligt (klippefremspring eller et træ) eller kunstigt (bolt, nut eller lignende).

Aréte: En smal klippe-, is- eller sneafsats. På en mindre klippe bruges det til at beskrive en stejl, smal klippekam.

Artificiel: Klatring, hvor man anvender sikringerne som trin og greb eller sætter rebstiger i dem.

Ascender: Mekanisk apparat, der bruges ved opstigning på et reb. Bruges normalt parvis (se jumar).

Balancebevægelse: En klatrebevægelse, som foretages uden et godt holdepunkt for hænderne, hvor det meste af kontakten med klippen kommer via fodarbejdet.

Bandolier: Skulderrem, en slynge der bruges til transport af beskyttelsesudstyr under en klatring.

Bergschrund: Den sidste store spalte på en gletscher, normalt hvor klippevæggen begynder eller isen bliver stejlere.

Beskyttelse: Nylonslynger eller metalapparater (nuts, kiler, hexentrics, ACD’ere), der anbringes i klippen og bruges til at forhindre klatreren i at falde og til at forankre klatreren eller rebet til sikringspunkterne.

Big wall: En lang teknisk krævende rute, som normalt kræver mange dage for at blive gennemført. Hver etape behøver ikke at blive ”klatret” af hver klatrer. Andenklatreren bruger ofte mekaniske ascendere.

Bivuakere: At tilbringe natten i det fri på en rute eller et bjerg. Kan være en tvungen bivuakering hvis det ikke er planlagt.

Blandet rute: En rute som omfatter både klippe- og sne/is-klatring.

Bolt: En metal ekspansionsbolt, der er limet eller fastgjort i et forboret hul i en klippeside. Bruges til sikring eller løbende sikring.

Bolton væg: Klatrevæg med gevind limet direkte ind i en eksisterende væg.

Bombesikker: Et anker eller en løbende sikring, der regnes for at være ”totalt sikker”.

Borebolt: En metalbolt boret ind i klippen til brug ved forankring og mellemforankring. Mange steder ser man med meget ublide øjne på boltning, og betragter det som uetisk. Man bør forhøre sig om den lokale klatreskik, før man går i gang med at bolte ruter.

Boulder: Stor sten eller klippeblok.

Bouldering: Bouldering er soloklatring på en lav væg, klippe, sten eller bygning hvor man i ”hoppe afstand” fra jorden kan varme op eller øve sig i svære bevægelser.

Bouldercave: Rum til bouldering hvor vægge og loft er plastret til med greb.

Bremsehånd: Hånden som holder den passive, del af rebet. Når bremsehånden bevæger den passive del af rebet til en given position, låser rebbremsen rebet og opfanger førstemands evt. fald.

Bridging: Teknik, hvor man står med fødderne på hver sin modstående væg eller trin.

Bundsikring: Forankring i gulvet/jorden, der skal hindre sikringsmanden i at blive trukket op eller ind i væggen.

Campusbord: Overdimensioneret pullup-board udformet som en over hængende væg med små lister på.

CE: En europæisk standardiseret sikkerhedsmarkering, der er tvungen på alt nyere personligt beskyttelsesudstyr.

CEC: Commission De L`Escalade De Competition. Udvalg under UIAA, der leder ICCC.

Chalk-ball: Lille ”strømpe” med kalk i. Kalken kommer ud gennem små huller i ”strømpen”, når man gnider på den.

Chickenhead: En ret stort afrundet klippefremspring (normalt granit), der kan bruges som holdepunkt eller sikringspunkt.

Chock: Se Nut.

Chockstone: Kilesten. Sten som bruges som kile i en sprække eller kamin.

CICE: Fransk/italiensk forkortelse for ICCC.

Copperhead: En kile med et hoved af blødt kobber, som hamres ind i små sprækker for at give et holdepunkt.

Cornice: En overhængende snemasse på en bjergkam, som er formet af vindblæst nyfalden sne.

Couloir: En bred kløft.

Crux: Det sværeste trin eller den sværeste passage på en rute.

daN: Deca-Newton. Mål for kraft. Der skal ca. l daN til at holde et lod, der vejer l kg.

Dannerbo forward: Et specielt “move” hvor man i en travers klatrer med overkrop og arme langt foran underkrop og ben. Dette øger ens rækkevidde og kan være til hjælp på ruter hvor man ellers har svært ved at nå næste hold.

DB: Dansk Bjergklub.

 Deadman: Se sneanker.

Descender: Redskab ,som bruges til at øge friktionen og alligevel tillade rebet at bevæge sig under en nedfiring, f.eks. et ottetal.

DGI: Danmarks Gymnastik- og Idrætsforbund.

Diedre: Et indvendigt hjørne dannet af to vægge, formet som en åben bog.

DIF: Danmarks Idræts Forbund.

DSF: Dansk Sportsklatre Forbund. Forbundet der organiserer de danske klatreklubber.

Dynamisk sikring: En generelt accepteret sikringsteknik, hvor noget af rebet får lov til at løbe gennem sikringssystemet for at reducere påvirkningen på klatreren og sikringspunkterne under et fald.

Etape: Et stykke klippe/sne/is, som ligger mellem to hovedsikringspunkter. En etape standser ofte ved en passende standplads eller forankringspunkt.

Expresslynge: Kort slynge af vævet tape, syet med en løkke i hver ende hvori der sidder en karabin. Bruges som forlænger på mellemforankringer for at undgå rebtræk.

Faldlinie: Den lodrette linie mellem klatreren og jorden.

Flage: Et tyndt klippefremspring, der kan bruges som holdepunkt, eller som man kan hænge en slynge over som beskyttelse.

Flash: Den bedst opnåelige stil. Ruten klatres og sikres under føring uden at belaste sikringerne ved hverken hvil eller styrt og uden forhåndskendskab af nogen art.

Forankring: Sikkerhedssystemet hvor som helst på en rute, hvor sikringsmanden er bundet ind. Sikkerhedssystemet som abseilrébet er fæstnet til, kaldes også forankring (se også mellemforankring og standplads).

Forpligtende rute: En rute eller en bevægelse, hvor det er svært eller umuligt at trække sig tilbage.

Friklatring: Klatring, hvor sikringer og reb kun belastes i tilfælde af fald.

Friktionsmaling: Maling med iblandede sandkorn eller lign.

Fygesne: Fin puddersne, der falder eller bliver blæst af sted.

Førstemand: Den der klatrer først i et reblag. Førstemand sætter mellemforankringer og etablerer forankring og standplads.

Glissade: En kontrolleret glidende nedstigning ad en skråning, som regel i stående stilling.

Graduering: Den sværhedsgrad som en rute får tildelt. Bestemmes ved fælles enighed.

Grande course: En lang klassisk alpin rute.

Grej: Generel betegnelser for klatreudstyr.

Hangdogging: Klatreren hænger i rebet ved styrt uden, at fires ned. Han klatrer efterfølgende videre.

Heelhook: Teknik, hvor hælen som en krog udnytter greb og fungerer som en tredje hånd.

Hjælpeklatring: Klatring med brug af kiler, nuts, ACD’ere og andet beskyttelsesudstyr.

HMS: En knude, der kan anvendes som en rebbremse. Hertil bruges en stor pæreformet karabin.

Hægte på: At hægte rebet fast til klatreren, normalt via selen.

Hylde: Vandret parti midt på en væg.

Hænger: En øjebolt, hvori man kan klippe karabiner i.

Højdesyge: Resultatet af dårlig akklimatisering. Kan medføre døden. Også kendt som AMS (acute mountain sickness).

ICCC: International Comite for Com-petition Climbing. Det internationale konkurrenceklatreforbund, som ledes af CEC.

Isfald: Et frosset vandfald.

Isskrue: En metalskrue som hamres eller skrues ind i is. Bruges til løbende sikring eller anker.

Jam: Teknik, hvor man fastklemmer f.eks. en hånd i et riss. Næsten alle kropsdele kan bruges

Jumar: Det originale mærke indenfor ascendere. Et metalapparat med en række tænder, som bider sig fast i rebet.

Kalk: Daglig betegnelse for magnesiumkarbonat, som bruges til at holde fingrene tørre.

Kamin: Riss bredt nok til at hele kroppen kan komme ind.

Kaminklatring: At klatre op gennem en sprække eller kamin ved at bruge fod- og rygteknikker mod de modsatte vægge.

Kamkile: Se ACD

Karabin: Karabinhage. Metalbøjle, der kan åbnes i den ene side (lågen). Bruges til at fastgøre beskyttelsesudstyr til slynger eller reb eller til generel brug overalt, hvor der er brug for noget, der kan åbnes.

Kernmantelreb: Nylon- eller perlon-reb opbygget med en kerne og en skede/sok.

Kile: Kileformet metalstykke brugt ved sikring. De fleste kiler har påmonteret en wire som forlænges med for eksempel en expesslynge.

Kilebolte: Metalpløk med et øje til en karabin. Hamres ind i sprækker og bruges som beskyttelse.

Kileudtager: Redskab som kan lette udtagningen af kiler, der har sat sig fast i et riss.

Klassisk rute: En klatrerute, der regnes for at være enestående på grund af omstændigheder som lokalisering, historie eller elegance. Den kan være af alle sværhedsgrader.

Klippestøvler: Lette specialiserede tætsiddende støvler med klæbrige gummisåler med høj friktion.

Kommandoråb: Faste ordvekslinger i reblaget. Bruges for at give klare og entydige meldinger mellem første- og andenmand.

Kontur: En linje på et kort, som forbinder punkter med samme højde over havet.

Layback: Anstrengende teknik, hvor man tager fat i den ene kant af et riss med hænderne og stemmer imod med fødderne.

Layaway: Man læner sig til siden, væk fra sit greb.

Loft: Et stort vandret overhæng.

Mantleshelf: Teknik, hvor man kommer op på en hylde eller lignende uden brug af andre greb, lige som man gør, når man klatrer op over et hegn.

Match: Boulderproblem, hvor det ikke er foreskrevet om et greb skal bruges med højre-, venstre- eller begge hænder.

Marginal sikring: En løber eller et hjælpepunkt, hvis evne til at holde en belastning er usikker.

Mellemforankring: Sikring (kile, hex, friend) som placeres afførstemand, mens han fører en rute. En mellemforankring skal altid forlænges med en kort eller lang slynge som klippes ind på rebet med en karabin.

Nedfiring: Abseil eller rappel. Teknik, hvor man firer sig ned af rebet ved brug af kontrolleret friktion.

Niche: En lille hulning i en klippeside.

No-hands-rest: Hvilepunkt, hvor man kan stå eller hænge uden at trætte armene.

Nut: En metalkile, der er beregnet til at sætte ind i en sprække.

Næse: Et klippefremspring, der kan være både lille og stort.

Objektiv fare: Begivenheder, som klatreren ikke har nogen kontrol over, f.eks. stenskred, laviner og lynnedslag.

Off-width: En sprække, der er for lille til, at man kan få kroppen ind i den, men for stor til, at man kan lave en hånd- eller fodlås. Normalt meget svær at klatre.

On Sight: Bestigning uden forhåndskendskab til ruten fra f.eks. øvelse i topreb. Ved styrt fires klatreren ned til nærmeste no-hands-rest eller jorden, rebet trækkes igennem sikringerne, og klatreren begynder forfra.

Overhæng: Væg der er stejlere end lodret. Det vil sige at væggen har negativ hældning.

Panel væg: Klatrevæg, hvor grebene sidder på plader, som er fastgjort til en eksisterende væg eller udgør en selvbærende konstruktion.

Passivt reb: Rebet på den side afrebbremsen, hvor førstemand ikke befinder sig. Andenmanden holder det passive reb med bremsehånden.

Pinch: Teknik, hvor man tager fat om eller ”kniber” et greb med én hånd, som hvis man tager en stor bog ned fra en hylde.

Pinkpoint: Som redpoint men med præplacerede slynger.

Plade: Se slab.

Poleret: Greb og trin kan blive slidt glatte, hvis de altid sidder i samme stilling på samme rute.

Prusikknude: Klemknude der låser sig omkring klatrerebet, når den belastes.

Prusikslynge: Korte stykker tynd line, der bindes i specielle løkker og snos omkring rebet på en bestemt måde, så de kan bruges som en glidende friktionsknude, når man stiger op ad rebet. Se også prusikknude.

Pull-up-board: Træningsbjælke til at træne pullups i forskelligt udformede fingerhuller.

Rack: Det sæt beskyttelsesudstyr, der medtages på en klatring.

Rampe: En slags hylde, der skråner op til venstre eller højre.

Rappelling: Se abseiling.

Reach-problem: Bevægelse, hvor man skal række særligt langt.

Rebbremse: En meget vigtig del af udstyret. Rebbremsen er en udstyrsdel, der forbundet med rebet og selen skaber så megen friktion, at et fald kan opfanges og rebet låses. Findes i mange udgaver og udformninger.

Rebklemme: Et ”håndtag” der kan sættes på rebet og låser for træk nedad, men kan glide opad rebet. Bruges primært til at klatre på rebet.

Reblængde: Den del af en klatrerute, der befinder sig mellem to standpladser.

Rebtræk: Friktion mellem rebet og klippen eller mellem rebet og mellemforankringerne, særlig hvis disse er placeret uhensigtsmæssigt. Rebtrækket kan gøre rebet meget tungt at håndtere, især sidst på en reblængde, hvor meget reb er ude. Rebtræk kan medføre, at mellemforankringerne river sig løse.

Redpoint: Klatreren øver sig så meget han vil på ruten, for til slut at klatre den uden styrt.

Runout: En lang afstand fra den sidste sikring.

Rute: En vej op ad et bjerg. Kan følge en anerkendt forudbestemt beskrivelse, eller dække nyt terræn, der ikke tidligere er blevet besteget.

Riss: En sprække i væggen.

Sérac: En isblok i et isfald. En potentiel fare, da den kan brække af.

Sikre: Betyder at sikre sin klatrekammerat ved at lade rebet gå gennem en rebbremse fæstnet til klatreselen. Sikringen er først virksom, når rebet er lagt gennem en mellemforankring og/eller sikringsmanden er sikret til en forankring.

Sikring: Det system, som bruges til at stoppe et fald ved hjælp af et reb. Det omfatter ankeret, sikrings-manden og sikringsudstyret eller metoden. At sikre vil sige at holde rebet på en sådan måde, at man kan standse et fald.

Sikringsmand: Den der sikrer en klatrende, uanset om det er ved toprebsklatring, førstemandsklatring eller anden-mandsklatring.

Skyhook: Lille bøjet metalkrog eller klo, der bruges ved hjælpeklatring. Nogle gange kan den endda bruges som løber i desperate situationer.

Slab: En stor, ofte ensartet skrå stenplade. Bestiges bedst med balance-teknikker.

SLCD: (spring-loaded camming device). Fjederbelastet kamkile. Se ACD.

Slynge: Reb- eller tape-stykke, hvor enderne er bundet sammen. Bruges som forlænger ved forankring og mellemforankring.

Slæk: Klatreråb – en besked om at give mere reb.

Sneanker. Specielt formet metalplade der begraves i sne som sikringsanker.

Solo: Klatring alene. Som regel uden reb.

Spalte: En stor revne i en gletscher, ofte skjult under et overhængende snedække.

Spotte: Gribe overkroppen under boul-dering, så klatreren lander på benene.

Spotter: En person der står klar til at spotte en klatrer.

Standplads: Etablering af et sikkerhedssystem ved foden eller toppen af en rute. Etableres også undervejs på en rute, hvis den består af flere reblængder. Standplads ved foden af en rute etableres af andenmanden. Standplads undervejs eller på toppen af en rute etableres af førstemand.

Steigeisen: Metalrammer forsynet med pigge, der vender nedad og fremad. De sættes på bjergstøvler for at lette passagen på hård sne eller is.

Sticht-plade: Et generelt udtryk som bruges om sikringsplader. Originalen blev udviklet af Franz Sticht.

Strukturvæg: Væg lavet af plader der ikke er flade. Strukturen kan være store eller små fordybninger, huller, buler osv. Strukturen kan indeholde større greb og trin, men i almindelighed suppleres med almindelige greb.

Tag: Stort vandret overhæng.

Tape: Vævet bånd, enten fladvævet eller tubevævet. Bruges til slynger.

Teknisk klatring: Komplekse og vanskelige bevægelser, der kræver evner, omtanke og teknik.

Toehook: Teknik, hvor tæerne bruges som en krog.

Topo: Et kortdiagram der beskriver en rutes forløb.

Toprebsklatring: At klatre en rute uden at føre. Rebet løber via et topanker til sikringsmanden eller man sikres oppefra.

Tracking: Boulderproblem hvor fødderne kun må sættes på de greb der bruges af hænderne.

Traditionelt udstyr: Beskyttelsesudstyr som anbringes af føreren og fjernes af andenklatreren, f.eks. slynger, kiler og ACD’ere (ikke forborede bolte eller pløkke).

Travers: Passage, hvor man klatrer på tværs af væggen i stedet for opad.

Tværblad: Den brede ende af en isøkse. Bruges til at hugge trin med.

UIAA: Union Internationale des Associations d’Alpinisme. Bjergbestigningens og klatringens internationale organisation.

Underhåndsgreb: Greb, som vender nedad. Man tager fat i det, som om man vil løfte det op.

UIAGM: Union Internationale des Associations des Guides de Montagne. Den internationale sammenslutning for kvalificerede bjergførere.

Vandis: Hård sprød is som dannes når vand fryser, i modsætning til den is, der dannes ved sammenpresning af sne.

Via Ferrata: (Tysk: Klettersteige). Spektakulære ruter, specielt i de europæiske Dolomitter, som er beskyttet med stiger, gelændere og kabler.

Vindafkøling: Når vinden leder kropsvarmen væk er resultatet at den effektive temperatur bliver lavere end den reelle lufttemperatur.

Vride: At vride noget udstyr, eller en del af ens krop, så det sidder fast i en sprække.

Væg: En stor stejl bjergside.

Wormhole: Et hul eller en tunnel i klippevæggen, som man kan stikke en slynge igennem til beskyttelsesformål. Hvis den er stor nok, kan man endda klatre igennem den.

Yoyo: Rebet trækkes ikke igennem sikringerne ved fald, klatreren fires ned og begynder forfra med rebet klippet ind i samtlige sikringer.

Åben bog: En sprække i et hjørne, der gør det muligt at lave bridging med hænder og fødder.